Engletrompeter er giftige

Jeg mener det er på sin plads at komme med en ordentlig advarsel. Engletropeter er giftige planter, uanset sort og om det er en kold eller varm art.

Der er akut forgiftningsfare som du kan læse om på Bispebjerg Hospitals giftlinje

Klap lige hesten

Langt de fleste der har med planten at gøre, vil sige at der ingen fare er på færde. De oplever nemlig ingen symptomer her og nu. Et andet meget brugt argument er, at der jo findes så utroligt mange giftige planter i haven i forvejen og man jo selvfølgelig ikke skal putte den i munden.

Jeg selv har tilhørt denne gruppe i en del år. Jeg brugte ikke handsker når jeg fx plukkede visne blade af eller håndterede stiklinger. I dag må jeg tage allergimedicin hver dag, fordi jeg har fået diffus allergi og ikke tåler nogen typer pollen eller berøring af de fleste planter generelt. Det er selvfølgelig ikke muligt at sige at brugmansia 100% har skylden for dette, men det er det mest sandsynlige.

Der er desværre også dem der dyrker denne plante for at misbruge dens euforiserende virkning. Dette er en leg med døden og jeg kan ikke advare kraftigt nok imod det!

Hvilke dele af planten er giftige?

Alle dele af planten er giftig, men især frø, blomster og blade skulle være værst (se ovenstående link til giftlinjen).

Der er skrevet en del om også den euforiserende gift i duften, så pas nu på med at have planterne indendør mens de blomstrer. Det er vitterlig ikke nødvendigt at tage nogle chancer.
Læs mere om duftens gift i bogen Hunanduj som jeg har linket til under anbefalede bøger

Langtidseffekt af giften

Det er desværre sket flere gange, at dyrkere af engletrompeter er døde af hjertetilfælde i en tidlig alder. Om der er tale om misbrugere af plantens euforiserende stoffer ved jeg selvfølgelig ikke, men det er værd at være oplyst om.

Som jeg selv har oplevet, er det altså muligt at udvikle svære allergier efter gentagen udsættelse for planten. Især luftvejene er ramt, men også med symptomer som kløende eksem og tørre øjne.

Hvordan håndterer man så planterne?

For det første skal du altid have handsker på, når du rører ved planten. Dette uanset om det er visne blade eller fx beskæring, hvor du risikerer at komme i kontakt med plantesaften.

For det andet, som sagt, at også duften indeholder giftige stoffer. Stil derfor planterne i haven og nyd den dejlige duft med forsigtighed og på afstand.

Lad ikke børn være uden opsyn i nærheden af planterne. Lær dem at denne er særligt giftig. Planten vil i svære ulykkestilfælde kunne slå dem ihjel, hvilket vi dog så vidt jeg ved, ikke har oplevet i danmark.

Skal vi så ikke dyrke planten?

Jeg synes bestemt man skal dyrke planten og nyde dens overdådige blomster og vækst. Man skal bare gøre det fornuftigt og tage ovenstående forholdsregler – I stedet for at klappe hesten og prøve at bilde andre ind, at den er uskadelig, fordi man selv har dyrket den i årevis uden ulykker.
Oplys hellere om faren og lær andre hvordan den håndteres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.