Gødning til engletrompet

5. maj 2019 Slået fra Af admin
Gødning til engletrompet

Engletrompeter er grådige planter, som kræver store mængder af næring for at trives og blomstre.

Når du er kommet godt i gang med dyrkning af planten, vil du lære at se på fx de gule måske indtørrede blade og den manglende vækst eller blomstring, om du gøder nok. Varme engletrompeter sætter et utal af blade når den trives og bevarer dem længe, såfremt den ikke står for varmt. (OBS de samme tegn kan betyde flere ting som du fx kan se i indlægget om skadedyr og mistrivsel).

Gødningsperiode

Planterne skal have gødning når der begynder at komme sol og varme om foråret, og helt ind til de tages ind for vinteren.
Står dine planter i fx en udestue om vinteren, skal du være opmærksom på gødningsbehov, når planten begynder at have mange blade i god vækst.
Hvis du opbevarer din engletrompet opvarmet og lyst, skal den fortsat både vandes og gødes hele vinteren, da den så ikke går i dvale. Engletrompeter kan sagtens blomstre ved stuetemperatur, men pas på med at opbevare dem i boligen, da alt ved planten er giftig – også duften.

Gødning af nye stiklinger og frøplanter

Engletrompeter kan godt tåle at få lidt gødning fra start – fx kan de fint plantes i plantesækkejord, men et godt råd er at vente med at gøde, ind til planterne har fået godt fat.
Er der tale om en stikling, så vent med at tilføre gødning, til planten er vokset omkring 10cm og har fået 6 nye blade. Hvis man gøder en nyplantet stikling, er der større risiko for at den rådner, så vent til der er god roddannelse.
Frøplanter bør have lidt tykkelse på stængelen før de gødes og gerne også flere blade.
Frøplanter og stiklinger taget under moderplantens Y skal i vækstfase. Vækstfasen kan understøttes med rigelig gødning.

Gødning til engletrompet

Engletrompeter skal have NPK-gødning eller kompost med ekstra kvælstof.

N er Kvælstof som fremmer plantevækst. Planten bruger meget kvælstof til sin store vækst, til blade og til dannelse af knopper. Det er uanset hvilken gødning du benytter godt at give et tilskud af salmiak en gang om ugen i de hvileperioder planten har mellem blomstringerne og i foråret.
P er Fosfor og det stof din blanding skal have mindst af. Fosfor hjælper blomsterne og dannelsen af frugter (hvis du ønsker at producere egne frø). I blomstringsperioderne kan du gøre det godt for dine planter, ved at tilføre mere fosfor, men det er på ingen måder påkrævet.
K er Kalium som hjælper rødder og den generelle sundhed.

Herudover kan du tilføre epsomsalt (magnesium), for yderligere sundhed og næringsoptagelse.

Hvis du vander med regnvand, skal planterne også have lidt kalk, fx en lille håndfuld i potten, en gang om måneden.

Det er meget forskelligt hvilke tal der anbefales, men en flydende gødning kan fx have NPK-tal 15-10-15 eller 6-2-6. Du kan fint bruge tomatgødning – engletrompet og tomat tilhører samme familie og dyrkes ens.

Personligt har jeg god erfaring med at købe den billigste supermarkedsgødning tilsat salmiakspiritus, så det er altså ikke nødvendigt at blive helt nørdet med kvalitet og NPK-tal.

Fast eller flydende gøning

Det er en god ide at give både flydende og fast gødning. Fast gødning alene har en tendens til at påvirke rødderne negativt, mens flydende gødning alene omsættes for hurtigt. Det anbefales ofte, at den faste gødning har et højere tilskud af fosfor end den hurtigtvirkende flydende.

Jeg har personligt god erfaring med at kombinere en kompostblandet jord, med flydende gødning.

Gødningsmængder

Det er svært at overdosere gødning til de varme engletrompeter, med de montagne (også kaldet kolde) er det lidt mere tricky. Se mere om forskellen på de to her. Generelt er det lidt sværere at dyrke de montagne og de skal have mindre vand og gødning i det hele taget. De vokser også væsentligt langsommere. Jeg gøder normalt montagne planter som almindelige potteplanter, en gang eller to om måneden og som fabrikanten af gødningen foreskriver. Dog får de også lidt salmiak en gang eller to om måneden.
Hvis man følger vejledningen på sin gødningsflaske, vil varme engletrompeter få for lidt næring. Omkring en femdobling er ikke helt i skoven. Varme engletrompeter skal gerne gødes hver uge (flydende), med både gødning og salmiak i de frodigste måneder.
Husk på, at store planter kan drikke mange liter vand, hver eneste dag i sommervarmen. Se mere herom i andre indlæg på bloggen, fx i afsnittet om Botanik og dyrkning.

Overgødskning

Selvom engletrompeter er grådige, kan de godt få for meget gødning. Planterne viser dette ved at pege spidserne af bladene direkte op i vejret. Som regel er det forbigående og ikke spor farligt, men hvis du virkelig har givet dem alt for meget, kan du tage planten op af potten og skylle jorden af rødderne. Giv planten frisk jord og hold et par ugers pause med gødningen. Det er sjældent at planterne dør helt af for meget gødning.