takkede blade på gul engletrompet

Køb brugmansia engletrompeter – Læs dette før du køber!

Markedet for engletrompet i danmark er begyndt at blive et broget sted. Desværre er der mange der ser penge i stedet for reelt at være interesseret i planten. Undgå at blive snydt ved at læse denne guide til køb af engletrompeter.
Hvis du er i tvivl om hvordan du selv skal prissætte dine planter, er der også hjælp at hente sidst i artiklen.

Mit bedste råd inden du køber

Hvis du er nybegynder og gerne vil købe din første brugmansia, så vil jeg anbefale dig at søge ind i vores facebookgruppe hvor du kan lave et søgeopslag. Der skal nok være en privat som vil sælge og som gerne vil hjælpe dig i gang. Det fantastiske ved private køb er, at vi kan hjælpe hinanden med viden om planten – og sælge dem til realistiske priser (se senere).

Salg og socialt samvær


Medlemmer af facebookgruppen afholder indimellem Engletræf, hvor man kan komme og tale med de andre, købe planter af hinanden og få gode råd. Man behøver ikke selv at sælge noget, for at være med. Måske kan man tilbyde at bage en kage i stedet, men det er ikke et krav.

Hvilken sort er bedst til nybegyndere?

Jeg vil råde dig til at anskaffe det vi kalder en varm engletrompet som den første. Du kan læse mere om forskellen på varm og kold her. Årsagen til dette er, at de er nemmere at få til at gro, hurtigere bliver store og sætter blomst. Det er også dem der er nemmest at få fat i, da de ofte sælges i supermarkeder som Lidl og Aldi om foråret. Der er intet galt i, at købe disse stiklinger. De er oftest sunde, billige og kommer hurtigt i vækst.

Et andet godt råd er at starte med en uden navn og som har enkelte blomster (er du i tvivl om hvad jeg mener, så læs Engletrompet – Illustreret guide. De enkelte uden navn er typisk mere robuste og giver hurtigt et væld af blomster.

Mange af de enkelte gule eller lyserøde dufter også helt utroligt meget, og er derfor en stor glæde at opleve. Det er lidt forskelligt om de hvide har duft eller ej, men spørg ind til dette hos din sælger.

Butikker med brugmansia

Du skal faktisk passe lidt på når du går i plantemarkeder i danmark. Fx reklamerer Plantorama stort med engletrompet, men du kan meget vel komme derfra med en etårig sommerblomst, som i virkeligheden hedder Datura. Det samme gælder Kridtvejens Planter, Jespers Planteskole mm. Virkelig mange har ikke styr på navngivningen.

Jeg har skrevet en artikel om hvordan man se forskel på Datura og Brugmansia her: Er min Engletrompet Datura eller Brugmansia? Læs den så du ikke bliver snydt.

Ebay kan under ingen omstændigheder anbefales. Der sælges frø som intet har med planten at gøre, med fine billeder af fx blå blomster. Det er billedmanipuleret materiale som er rent fup. Læs gerne artiklen: Brugmansia i farve så du ikke bliver snydt.

Billedmanipuleret foto

Man kan også møde sælgere på Ebay som har de rigtige planter. Jeg købte selv en større portion fra en sælger på ebay engang. Jeg fik nogle kæmpe tykke grene, som selvfølgelig ikke overlevede transporten fra tyskland.

DBA begynder at blive et sted hvor flere sælger, men jeg ser ofte personer som ikke har forstand på hvad de sælger derinde. Navngivningen kan være helt skør, og ofte er der også her tale om datura og ikke brugmansia.

Jeg anbefaler

Hvor kan man købe Engletrompeter?

Engletrompet skal købes i udlandet, hvis du vil være 100% sikker på hvad du køber. Køb direkte fra forædleren af den enkelte hybrid. Ellers kan du lige så godt bytte dig til en hybrid hos en privat.


Vil man have en professionel forhandler, har mange fået god behandling hos Gommer. Det er dyrt, men dejligt og man får det man bestiller. Jeg vil dog aldrig anbefale en nybegynder at handle her, da der er for store chancer for at planterne ikke får den rigtige pleje, efter den hårde tur med posten.

I samme kaliber findes også Kirscner-Abel, men siden er på tysk. Dette er en spændende butik og hende der har den er nok en af de allermest vidende på området. Hun har skabt utallige hybrider og skrevet bøger om emnet. Se artiklen: Anbefalede bøger

Grunden til jeg kun anbefaler disse to steder er, at du kan være sikker på ikke at blive taget ved næsen. Alle og enhver kan stjæle et foto fra internettet som ligner den blomst man har, oprette en nogenlunde professionelt udseende webshop, og begynde at sælge sit afklip. Man behøver ikke engang vide hvad man laver …

Hvad er en rimelig pris for engletrompet?

Hvad koster engletrompeter?

Det er selvfølgelig op til sælger og køber at blive enige om, men jeg har nu alligevel lavet denne lille guide så det bliver nemmere at finde rundt i junglen.

Stikling uden rod

En stikling uden rod er blot en lille afklippet gren. Den vil jeg anbefale er gratis hvis planten ikke har et hybrid-navn og maksimalt koster 25,- hvis den har. Du behøver ikke købe til 75,- plus porto – der er sikkert en anden der gerne vil af med afklip, hvis du kan vente til hen på efteråret hvor mange klipper planterne ned.

Hvis du køber hos en webshop, så vær sikker på at du ikke bliver snydt ved at tjekke med forhandleren om stiklingen har rod eller ej. Stiklinger uden rod rådner nemmere end dem med.

En stikling uden rod svarer til, at sælger har klippet hæk og sælger afklippet.

Stikling med rod

En stikling med rod er (forhåbentlig) blevet “passet” i mindst to måneder. Dvs den har fået lidt mere omsorg og har har vist at den gerne vil overleve. Her passer prisen på 50-100,- bedre, da der ligger en lille smule arbejde bag.

Det er væsentligt nemmere at få en stikling der allerede har rod til at gro. Nybegyndere bør derfor altid købe stiklinger med rod.

Jeg har desværre prøvet at købe stiklinger med rod, som så viste sig lige at være blevet lavet, og ikke havde rod endnu. Inden du køber en rodet stikling, vil jeg derfor anbefale at du lige ser i bunden af potten om der er rødder på vej ud. Løft den lidt op af potten hvis der ingen synlige rødder er, og find en anden forhandler hvis du ikke kan se synlige rødder.

Prisen på store engletrompeter

Når vi snakker om større planter kan det godt være svært at prissætte. Skal sælger blot af med den fordi den er for stor sælges de typisk til en pris 200 – 300,- Mere hvis potten følger med. Mange giver dem bare væk, fordi vinteropbevaring er dyr.

Planter der er mange år gamle, har en tyk stamme og er mere velproportionerede kan godt koste 1000,- eller mere, hvis den har hybrid-navn. Men pas på, sælgere ved godt dette, så de kan nogle gange finde på bare at kalde den et navn der ligner.

En hjemmelavet hybrid kan være en pudsig størrelse. Den kan have flere forskellige blomster (enkelte eller dobbelt fx) og i det hele taget være ustabil. Det er super ærgerligt at der er mange i rotation af den slags, for stiklinger af en ustabil amatørhybrid vil have samme egenskaber.

Prisen på engletrompetfrø

Med frø bevæger vi os ud på en grund jeg ikke er glad for at være på. For engletrompetfrø fra private kan aldrig have hybrid-navn.

Nogle få plantevirksomheder sælger frø. Jeg har fx købt fra både Barneys og Camilla Plum. Det kom der ikke noget ud af, ingen spirede og frøene var altså meget dyre.

Mine egne frø er spireprocenten derimod næsten 100% på og jeg oplever det er fordi de er friske.

Jeg har solgt en del frø uden hybrid-navn og taget 25,- for 50 – 100 stk. Egentlig var det mere besværet og prisen på kuverten jeg jeg tog penge for (jeg sælger ikke frø mere).

Om frø er det vigtigt at vide, at hvert eneste har unikke egenskaber. Det er derfor man kun kan købe frø af nogle enkelte sorter. Sælges frø med hybrid-navn, kan du derfor næsten gå ud fra det er snyd. Læs mere her: Frø fra Engletrompet – Dyrkningsguide

Lidt ekstra ting at holde øje med

En plante der ikke er kommet i blomst endnu, er typisk maksimalt et halvt år gammel.

Selvom planten kan virke stor, skal man se på stammens tykkelse for at få en fornemmelse af hvor gammel den er. Planten kan nå to meters højde i løbet af sit første leveår. Rigtig gamle planter kan have stammeltykkelser på 10 cm i diameter.

En stor krone eller en bred busk er en bedre indikation på alder.

2 kommentarer til “Køb brugmansia engletrompeter – Læs dette før du køber!”

  1. Hej Jeg er nybegynder mht Engletrompet, men gør ellers en del i tomater og æbler. Jeg har tidligere haft en Engletrompet men den overlevede ikke.

    Kan man købe en “varm” stikling af nogen her inde til drivhuset.

    mvh Kenneth fra Frederiksund

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen